Blidstrup Efterskole lukker dags dato

Med stor vemod og ærgrelse skal vi meddele at Blidstrup Efterskole lukker dags dato. Lavt elevtal og manglende likviditet gør det desværre umuligt at fortsætte driften.

Bestyrelsen har arbejdet intenst de sidste måneder og afprøvet alle muligheder for at finde den nødvendige kapital til at fortsætte driften af skolen. Vi står samtidig med en bygningsmasse, der trænger til større renoveringer, som der er lange udsigter til at kunne nå i mål med – den økonomiske situation og elevtallet taget i betragtning.

Vi beklager dybt overfor de 44 elever, som skulle starte på Blidstrup Efterskole efter sommerferien. Vi har dog kæmpet til det sidste med at finde en løsning, hvorfor vi ikke har kunnet meddele dette tidligere.

Bestyrelsen siger en kæmpe tak til medarbejderne og ledelsen, som har ydet en stor og engageret indsats.